Sundby Kajakklub

5.jpg

Love

Senest revideret ved forårsgeneralforsamlingen 2024

Navn og formål:
§ 1.

Klubbens navn er “Sundby Kajakklub”, og dens formål er at fremme kajaksporten i Sundby.

Optagelse:
§ 2.

Til aktivt medlemskab kan optages enhver person, der er fyldt 12 år. Den pågældende skal tilkendegive at kunne svømme 600 m.

De første 3 måneder er prøvetid, og medlemskabet kan af bestyrelsen bringes til ophør uden grund indenfor denne tidsfrist.

Klubben råder over et antal kajakpladser, der kan anvendes til klubkajakker og privatejede kajakker. Kajakpladserne administreres af klubbens bestyrelse, eller en person der er bemyndiget hertil af bestyrelsen, efter retningslinier, der er fastsat af bestyrelsen. Medlemmer der får tildelt kajakplads, kan anskaffe en af bestyrelsen anerkendt kajak, der samtidig skal opfylde Dansk Kano og Kajak Forbunds sikkerhedsbestemmelser. Det er tilladt at flere end et medlem er ejere af samme kajak.

Brug af klubbens romateriel er underlagt retningslinier bestemt af bestyrelsen. Ved overtrædelse heraf henvises til paragraf 8.

Passive medlemmer kan optages i klubben mod et årligt kontingent. Passive medlemmer har i almindelighed kun adgang til klubben ved festlige lejligheder og stævner, samt ved generalforsamlinger, men uden stemmeret.

Medlemmer der overgår til passivt medlemskab kan ikke optages som aktive medlemmer i det følgende år uden at betale aktivt kontingent for hele perioden. Bestyrelsen kan dispensere herfra efter bestemmelser som fastsættes af bestyrelsen.

Udmeldelse:
§ 3.

Udmeldelse skal ske skriftligt med 14 dages varsel til d. 1. i et kvartal.

Indskud og kontingent:
§ 4.

Ved indmeldelse betales et indskud, som ikke kan tilbagebetales.

Indskud og kontingent for seniorer og juniorer, samt det årlige kontingent for passive medlemmer fastsættes hvert år på efterårsgeneralforsamlingen. Juniorkontingent betales til og med den måned medlemmet fylder 18 år.

Til fastsættelse af seniorkontingent har kun seniorer stemmeret.

Det fastsatte kontingent er gældende for kommende regnskabsår.

Kontingent for aktive opkræves forud for et halvår ad gangen og skal være betalt senest ultimo marts hhv. september måned. Restance kan medføre tab af medlemskab uden varsel.

Medlemmer med kontingentrestance har ikke stemmeret ved generalforsamlinger, ligesom nye medlemmer ikke har stemmeret før efter 3 måneders medlemskab.

Medlemmerne forpligter sig til at give møde 2 dage om foråret og 1 dag om efteråret til arbejde i klubben samt deltage i rengøring af klubben mindst 1 uge hver sæson efter bestyrelsens bestemmelser.

Udeblivelse fra dette pligtarbejde vil medføre bøde hvis størrelse fastsættes forud på forårsgeneralforsamlingen. Disse bøder vil være at betragte som kontingentrestance

Medlemmer med 25 års medlemskab er fritaget for de arbejdspligtige dage.

Sikkerhedsbestemmelser:
§ 5.

Bestyrelsen er ansvarlig for klubbens sikkerhedsbestemmelser som findes i et bilag til lovene.

Bestyrelsen kan inden for rammerne af DKF’s regelsæt ændre i sikkerhedsbestemmelserne med rimeligt varsel. Medlemmer kan på klubbens ordinære generalforsamlinger, under dagsordenens punkt 6 Indkomne forslag, stille forslag til ændringer af sikkerhedsbestemmelserne.

Klubbens ledelse:
§ 6.

Klubben ledes af en bestyrelse der består af Formand, Næstformand og 4 bestyrelsesmedlemmer.. På forårsgeneralforsamlingen vælges næstformand – 2 bestyrelsesmedlemmer, og på efterårsgeneralforsamlingen vælges formand – og 2 bestyrelsesmedlemmer.

Alle vælges for et år ad gangen.

Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne finder det påkrævet. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede.

Enhver afgørelse træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Referat fra bestyrelsesmøder vedtages på efterfølgende bestyrelsesmøder

På forårsgeneralforsamlingen vælges et roudvalg bestående af 3 medlemmer.

Udenfor bestyrelsen vælges om foråret 2 revisorer.

Bestyrelsen kan i tilfælde af vakance supplere sig selv til godkendelse på første ordinære generalforsamling.

Kun medlemmer med stemmeret er valgbare til bestyrelsen.

Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Klubbens bestyrelse er samlet ansvarlig for regnskabsaflæggelse

Foreningen tegnes af formanden og mindst ét bestyrelsesmedlem i forening. Bestyrelsen kan give fuldmagt til at disponere i forhold til det af bestyrelsen vedtagne driftsbudget, efter en regnskabsinstruks, der vedtages af bestyrelsen. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal lånoptagelse godkendes af generalforsamlingen.

Generalforsamling:
§ 7.

Ordinære generalforsamlinger afholdes i marts og oktober, og skal indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages skriftlig varsel.

Dagsorden, der opslås i klubben, har til forårsgeneralforsamlingen i marts, følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Godkendelse af protokol fra forrige generalforsamling.
3. Formandens beretning.
4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
5. Fastsættelse af bødestørrelse for udeblivelse fra pligtarbejde
6. Indkomne forslag.
7. Valg: Til bestyrelsen – næstformand –2 bestyrelsesmedlemmer.
2 revisorer.
3 roudvalgsmedlemmer.
festudvalg.
8. Fremtidig virksomhed.
9. Eventuelt.
og dagsordenen til efterårsgeneralforsamlingen i oktober har
følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Godkendelse af protokol fra forrige generalforsamling.
3. Formandens beretning.
4. Oversigt over økonomi.
5. Fastsættelse af kontingent samt indskud for det kommende år.
6. Indkomne forslag.
7. Valg: Til bestyrelsen – formand – 2 bestyrelsesmedlemmer.
8. Vintersæsonens program.
9. Eventuelt.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsen og opslås i klubben i dens fulde ordlyd, senest 8 dage før generalforsamlingen.

Lovændringsforslag, der skal fremgå af dagsordenen, skal være bestyrelsen i hænde senest 1 måned før generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

Medlemmerne har kun stemmeret ved personligt fremmøde.

Ved afstemninger på generalforsamlinger kræves almindeligt stemmeflertal for vedtagelse. Ved lovændringer kræves der dog 2/3 stemmeflertal for vedtagelse.

Bestyrelsen eller 2/3 af de aktive medlemmer kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelsen skal være skriftlig og skal indvarsles mindst 14 dage før. For at den ekstraordinære generalforsamling kan være beslutningsdygtig, skal der være 2/3 af medlemmerne tilstede. Er dette ikke tilfældet, kan der indkaldes til ny ekstraordinær generalforsamling med 14 dages varsel, og beslutninger på denne generalforsamling kræver almindeligt stemmeflertal for vedtagelse.

Udelukkelse:
§ 8.

Såfremt et medlems opførsel er til skade for klubben indad – eller udadtil, eller vedkommende overtræder klubbens love eller ordensregler, kan vedkommende ekskluderes af klubben på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling ved almindeligt stemmeflertal.

Ophævelse af klubben:
§ 9.

Sundby Kajakklub kan kun ophæves, såfremt 75% af klubbens aktive medlemmer stemmer derfor på en ekstraordinær generalforsamling. Ved klubbens ophævelse tilfalder samtlige aktiver Dansk Kano og Kajak Forbund.

Senest ændret og vedtaget på generalforsamlingen d. 26. marts 2024.

/Seneste ændring: §2 og 5, jf sikkerhedsbestemmelser – forår 2015

Sikkerhedsbestemmelser for Sundby Kajakklub

Bilag til Sundby Kajakklubs love, jf §5.

§1: Formål og gyldighed

Formålet med disse sikkerhedsbestemmelser er at supplere DKF’s sikkerhedsbestemmelser, så de afspejler Sundby Kajakklubs forhold.

Bestemmelserne gælder i overensstemmelse med DKF’s sikkerhedsbestemmelser for al roning i klubregi både for klubbernes medlemmer og for deres gæster.

Ved deltagelse i stævner er det stævnet sikkerhedsregler der er gældende.

Bestyrelsen har ansvaret for at vedligeholde klubbens sikkerhedsbestemmelser.

§2 Generelle bestemmelser for sikkerhed ved roning

Klubbens daglige rovand er området mellem vandet bag Prøvestenen og til 1.000m ud fra Gl. Kastrup Havn langs stensætningen ved Kastrup Lufthavn. Området dækker både inder- og ydersiden af Amager Strandpark, men kun området bag Prøvestenen.

Klubbens andre farvande er alle farbare danske søer og åer samt havet omkring Danmark i en afstand fra bredden der svarer til roerens svømmefærdigheder og muligheder for at komme i land under hensyntagen til årstid samt vind og vejr.

Vand ud over denne afstand er åbent vand.

I overensstemmelse med DKF’s sikkerhedsbestemmelser har en frigiven roer selv ansvaret for sikkerheden ved roningen, herunder at vedkommendes færdigheder og udstyr er sikkerhedsmæssigt forsvarlige og svarer til de forhold, under hvilke roningen foregår.

Ved roning i andre rovande end det daglige rovand skal roeren færdes under skærpet opmærksomhed i forhold til områdets kendetegn samt vind- og vejrforhold.

Roning på åbent vand finder som udgangspunkt ikke sted i klubregi.

Når roere tager på vandet skal det altid noteres i klubbens roprotokol hvornår man er taget ud, hvilken båd man er taget ud i, og hvornår man er kommet ind igen. Det skal noteres hvis turen er planlagt til at vare mere end 2 timer.

§3 Særlige bestemmelser for sikkerhed ved roning

§3.1 Roning under instruktion

Ved roinstruktion arrangeret af klubben kan instruktøren fravige sikkerhedsbestemmelserne når det er nødvendigt for at gennemføre instruktionen. Bestyrelsen udpeger en ansvarlig for klubbens instruktion.

§3.2 Roning i vinterhalvåret

Vinterroning er roning i vinterhalvåret fra 1. oktober til og med 30. april. Kun roere der har roet i indeværende sæson må ro i vinterhalvåret og altid iført CE-godkendt svømme- eller redningsvest.

Roere der er frigivet i sæsonen op til vintersæsonen skal have roet mindst 200km i indeværende sæson og skal anmode bestyrelsen om vinterrotilladelse den første vinter.

§3.2 Roning i mørke

Kun frigivne roere må ro mellem solnedgang og solopgang (mørkeroning).

Ved mørkeroning skal roeren føre lys i overensstemmelse med gældende søvejsregler.

Ved mørkeroning skal roeren altid bære CE-godkendt svømme-eller redningsvest.

§3.3 Roning i områder med væsentlig erhvervstrafik

Roning i områder med væsentlig erhvervstrafik forudsætter kendskab til gældende søvejsregler og eventuelle lokale bestemmelser for området.

§3.4 Roning med gæster

Roere der ikke er medlem af Sundby Kajakklub, ror som gæster.

Gæster der ikke er frigivet til EPP2 tur-/kapkajak eller højere, skal ro sammen med et frigivet medlem af Sundby Kajakklub med respekt for både værtens og gæstens færdigheder og evner og under hensyntagen til vind og vejr. Roning skal ske i værtsmedlemmets egen båd eller i en klubbåd eller klubbådstype udpeget af bestyrelsen til gæsteroning. Gæsten skal kunne svømme og skal bære CE-godkendt svømme- eller redningsvest.

Roning med gæster der ikke er frigivet til EPP2 tur-/kapkajak eller højere må kun ske i sommerhalvåret.

Ved udskrivning i klubbens roprotokol skal såvel gæstens som værtens navn anføres.

§3.5 Roning med personer med handicap eller sygdomme

Personer, der har en sygdom eller et handicap der kan være en væsentlig sikkerhedsmæssig risiko, skal oplyse klubben om det, og ror i øvrigt under eget ansvar.

§3.6 Roning med børn og unge

Børn under 14 år skal bære CE-godkendt svømme-/redningsvest hele året. Herudover gælder ikke særlige regler for roning med børn og unge end de regler der fremgår af §4.

§4 Frigivelser og rettigheder

§4.1 Ikke frigivne

Roere der ikke er frigivede, må ro i Amager Strandparks lagune hvis de ror mindst to sammen samt i klubbens daglige rofarvand hvis de ror sammen med en frigiven roer.

Begge dele forudsætter dog tilladelse til den enkelte ikke-frigivne roer fra en instruktør, samt at makkerredning er vurderet tilfredsstillende af en instruktør.

Ikke-frigivne roere skal altid bære CE-godkendt svømme-/redningsvest.

§4. 2 Almindelig frigivelse

En roer kan frigives i en bådtype når vedkommende:

·      er certificeret på EPP 2-niveau i tur-/kapkajak
·      er fyldt 12 år
·      har aflagt klubbens svømmeprøve på 600 m på åbent vand (ikke svømmehal)
·      har på tilfredsstillende vis gennemgået bjærgningsøvelsen (kæntre på dybt vand, vende kajakken, tag vest på i vandet og svømme ind til land med kajakken)
·      har gennemgået klubbens sikkerhedsbestemmelser med en instruktør
·      generelt kan vurdere egne evner i forhold til vind- og vejrforhold

Medlemmer der er frigivet til EPP 2 tur-/kapkajak i en anden klub kan uden yderligere prøver blive medlem i Sundby Kajakklub som frigivet når som minimum klubbens sikkerhedsregler og det daglige rofarvand er gennemgået med en instruktør.

Frigivelse af medlemmer under 18 år forudsætter desuden tilladelse fra værge ved underskrift.


Warning: Use of undefined constant medlemsside - assumed 'medlemsside' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/sundbykajak.dk/public_html/sk3/wp-content/themes/sundbytheme/page_medlemsside.php on line 64

Sundby Kajakklub, Amager Strandvej 17, 2300 København S

Hjemmeside af Imagix