Sundby Kajakklub

8.jpg

‘Arkivet’

Mindeord for Ida Andersen

Wednesday, June 22nd, 2016

Ida 1959 

Vi har mistet en af vores gamle kæmper – Ida er taget fra os mandag d. 20 juni. 2016.

Ida kom til klubben i 1954 – sammen med sin veninde Mimi havde de lagt mærke til kajaksporten hjemme i Middelfart – og da de rejste til København, var det noget der skulle prøves. I klubben mødte hun Kaj og det blev startskuddet til et langt liv i og omkring klubben – både sportsligt, familiemæssigt og socialt.

Sportsligt har Ida været aktiv på flere fronter, som kaproer blev det til et enkelt Danmarksmesterskab i 1956, men derudover har hun haft et forbilledligt idrætsliv idet hun har været meget aktiv med at ro, løbe O-løb, mv., langt op i sine 70’ere. Ida vandt senest handicapturneringen i 2006 og dermed den handicapvandrepokal, som hun i 1994 havde skænket til klubben.

Familiemæssigt blev mødet med Kaj også opstarten på en lille familie med døtrene Helle og Ulla, der hver især har taget sporten til sig og gjort den til omdrejningspunkt i deres liv. Dertil fulgte et bredt netværk af familierelationer i kraft af at Kaj var blevet lokket ned i klubben af sin nye svoger Willy Pingel. Med fætrene Flemming og Michael var grobunden for klubbens ungdomsliv i 70’erne og 80’erne lagt. Når Ida de seneste år tog til stævne på Bagsværd var det for at se barnebarnet Lisa ro.

Den store tilknytning til klubben og sporten har også sat sine spor i form af mange lange venskaber i klubben og omkring det organisatoriske arbejde som Kaj engagerede sig i. Så når familien rejste på ferietur var det oftest kajakrelateret og sammen men venner fra klubben eller forbundet. Selvom Ida ikke på samme måde har engageret sig i det politiske aspekt af klublivet, har det ikke afholdt hende fra at have en mening om det – og den skulle nok blive formidlet. Flere medlemmer vil have oplevet at få en klar, men ordentlig besked om at der skulle være ordentligt i klubben, og at man ikke opnår resultater, hverken i livet eller på kaproningsbanerne, uden at gøre noget for dem.

De sidste år har været præget af et skrantende helbred og selvom Idas skikkelse svandt ind på det seneste, efterlader mindet om en god klubkammerat og en sej sportskvinde og rollemodel et betydeligt større tomrum.

Æret være Idas minde.

Ida stedes til hvile fra Simon Peters Kirke på Kastrupvej, mandag d. 27. juni Kl. 11.00

Ida 2005

Farvel til Harry Sørensen

Thursday, March 12th, 2015

 

Harry Sørensen nr. 2 fra venstre forrest på skamlen

En stor personlighed og en af Sundby Kajakklubs store helte har sagt farvel.

I går døde Harry Sørensen.
Harry var i 60’er og 70’er medlem af Sundby Kajakklub, han var en del af de berygtede ‘Sundby drenge’ der tog kegler både nationalt og internationalt.
Harry var bl.a med i OL finalen i ’68 i den danske K4.

Harry var kendt for sit karakteristiske overskæg, og foruden at berige Sundby med sit gode humør, var han jægersoldat (instruktør for BS), Ironman på Hawaii, Verdensmester i millitær-femkamp, og OL-finalist.

Her under ses han på skamlen til DM, sammen med alle sine SK kammerater, på 1. og 2. pladsen – der var tider!

Ære være dit minde Harry, du vil ikke blive glemt.
/ulla

 

Farvel til Carla

Sunday, September 29th, 2013

SK bestyrelse 1967

En gammel SK’er og et rigtig kært medlem af klubben gennem utallige årtier har sagt farvel.

Carla blev medlem i 1939 og var et aktivt og engageret medlem. Hun var kasserer i 13 år –  helt frem til at Ruth overtog så posten. Efterfølgende var hun revisor i mange år.

Carla er mor til Flemming Andersen, der er en af Sundbys store sportslige personligheder. Carla var gift med Egon der gennem mange år var formand for klubben.

Carla ses nederst til højre på ovenstående billede.
Vi sender Carla en kærlig tanke og en stor Sundby hilsen. /ulla

EgonogCarlavedMasten

Egon og Carlas 25 års jubilæum i 1964.

 

SK til DM sprint 2012

Sunday, August 26th, 2012

Der blev budt på masser af spændende oplevelser til årets velafviklede DM Sprint på Bagsværd. På toppen af  det fik Jonas Hall-Andersen og Sandra Nidløse endda roet medaljer hjem til klubben.

Jonas Hall-Andersen: Sølv på U14 2500m og sølv på U14 500m.

Sandra Nidløse: Bronze på U16 2500m sammen med Bolette fra Holte.

Der udover blev vi – klubkammerater og forældre – særdeles godt underholdt af de øvrige Sundbyroeres præstationer. Helt fra vores yngste medlem Jonas Sørensen, der roede sit første DM, til vores frygtløse stafethold, Andy, Thor, Peter og Marc. Der blev set nye konstalationer (Andy og Marc i K2) og flotte tider på 5000m (Peter Hersted), og endda en diskvalificering af vores mest erfarne roer (navn udelades;o)

Alt i alt en herlig weekend ‘på søen’, og en stor glæde over jeres indsats i de røde trøjer.

/ulla,

Foto, Per Hartvig-Olsen

En gammel mester siger farvel

Wednesday, September 21st, 2011

En gammel SK’er og flere gange Dansk mester – Ernst Kauffmann – har efter et langt og lykkeligt liv nu sagt endeligt farvel. Ernst var lige til det sidste en kær ven af klubben, og slog ind imellem forbi for at kigge til os. Ernst pryder vores ‘trofæ-væg’ med billeder fra Danmarksmesterskaberne fra 1942, og alle hans plaketter fra utallige stævner hænger i baren.

Ernst bliver bisat lørdag d. 24/9 kl 10 fra Filips kirken.
Bisættelse og efterfølgende kaffe og gravøl for de interesserede deltagere.
Vi sender Ernst en sidste tanke og en stor Sundby-hilsen.
/ulla

Sundby Kajakklub, Amager Strandvej 17, 2300 København S

Hjemmeside af Imagix